Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 16 - DECEMBER - 2007

     
 

PÅ EN BONDEGÅRD I TRÆDEN

En spøgelseshistorie

For 25 år siden flyttede vi til Træden. Vi har altså sølvbryllup med stedet, og er vel ved at være nogle af de gamle i gårde, selvom det stadig kan opleves som om vi lige er ankommet. Vi havde købt en hel bondegård, og den kostede da osse mindst en halv.

En dag i begyndelsen af efterårsferien 1982 anduvede vi med børn og alt vores jordiske gods til gården, som skulle blive vores sted her i verden. Det var en malerisk oplevelse. Der lå den, gården, med forfaldne udhuse og et nødtørftigt renoveret stuehus med nålefilt på alle gulvene. Med gamle landbrugsmaskiner, en museal mejetærsker, en godt brugt Ursus-traktor, halmtransportør, kornsilo, udmugningsanlæg, gamle bindsler i kostalden, gennemgnavet forværk der, hvor der havde gået heste. Ja, og meget andet, som et bymenneske som jeg ikke rigtig kunne gennemskue brugen af. Men det var STORT, vi havde traktor, mejetærsker, jord og uanede muligheder. Og her var pænt, rigtig pænt, når vi kikkede ud over marker, bakker, skove, så mon ikke husene med tiden skulle komme under kultur. (I parentes bemærket, det gjorde det. Men det tog osse 20 år).

Vi flyttede ind med klaver, bogkasser og legesager og begyndte så at bo i huset. Naboerne troppede op og sagde velkommen og fortalte historier om egnen og huset. Jo, den gård vi havde købt, havde tilhørt en gammel Trædenfamilie, som havde boet på den helt tilbage fra landbrugsreformerne, så hvis der var tegn på andet liv end vores eget i huset, så skulle vi ikke blive forskrækkede. Den gamle familie havde bestået af venligtsindede folk, om end nogle af dem en smule kantede. Faktisk havde ejendommen ligget på stedet tilbage fra de tidligste tider, og det eksisterende stuehus var bygget i 1770'erne.

Nej, ved I nu hvad! Vi tror ikke på spøgelser eller andre gejster! Ikke tale om!

Der skete da heller ikke noget. Vi fik ikke besøg af ubudne eller usynlige gæster. Overhovedet ikke. Der var bare det ved det, at vores søn, som på det tidspunkt var 7 år, nægtede at sove i det rum, som var hans værelse. Ikke 10 vilde heste kunne få ham til at opholde sig i værelset efter mørkets frembrud. Det kostede kamp. Vi prøvede endda at fortælle om nissen på loftet, der jo nok så hyggeligt spiste risengrød julenat, men det gjorde blot tingene værre. Til sidst måtte vi give os, drengen skulle jo have søvn, og han ville ikke sove på sit værelse. Så der blev installeret en madras på gulvet i vores soveværelse, og så var der ikke flere problemer.

Tiden gik, min mand gik i gang med at sætte huset i stand. Det var rædselsfuldt mens det stod på, men blev jo herligt, efterhånden som han blev færdig med det ene rum efter det andet. Det gik jo godt -. Indtil den jul, hvor husets aktive herre fandt på, at nu skulle det gamle badeværelse ordnes. Han gik i gang med at vælte vægge – efter at jeg havde pyntet op med klatrenisser og juleengle. Alle de fine juleting blev drysset til med hvidt murerstøv (men det er en anden historie). Under dette arbejde stødte han på nogle gamle sten. Mærkeligt! Stenene havde en anden facon end de gængse mursten, som var brugt i huset. Ved at spørge vores naboer fandt vi ud af, at stenene var munkesten, og at de stammede fra Træden kirke, som var brændt en gang i 1770'erne. Vi hørte, at de lokale hovbønder havde forsynet sig med kirkesten til egne formål. Her stod vi altså med stjålne kirkesten fra 1700-tallet i hånden. Det var med ærefrygt at de blev genanvendt i det nye byggeri.

Men samtidig var det som om der skete noget i huset. En uforklarlig kulde stod i stuen på et bestemt sted. Uden at vi i første omgang lagde mærke til det, gik vi altid udenom et bestemt sted i rummet. Kom man tæt på, måtte man gysende samle trøjen om sig, det begyndte at klø på undersiden af højre arm, og man måtte uvilkårligt nyse. Hunden undveg altid med hængende hale netop det sted i rummet. Efterhånden lagde vi mærke til, at vi alle havde disse underlige fornemmelser og nøs ualmindelig meget, det var mærkeligt og en smule utrygt. Det blev da osse til, at vi – en anelse skamfuldt, for man tror ikke på spøgelser her i huset, - forsigtigt forelagde problemet for en af byens gamle historiefortællere.

”Nå, I har osse besøg af gamle Trine”, sagde han. ”Hun var kone på gården omkring 1820. Hun var gæv nok, men man siger, at hun ind under jul altid forsvandt og først dukkede op, når julebagningen skulle til at gå i gang. Folk på egnen syntes, at hun ved juletid blev sær, og man gættede på, hvad hun dog lavede i de dage og uger, hun var væk. Men man fandt aldrig ud af det. I skal ikke gøre noget ved det, hun er ganske fredsommelig og har ikke gjort nogen af de tidligere folk på gården fortræd.”

Uha da. Vi havde et velkendt spøgelse, oven i købet et rigtig levende et. Der var så en forklaring på kulden, kløen og nyseriet. Lillesøster var i øvrigt osse altid forkølet. Vi måtte altså belave os på at leve med drengen på soveværelset og lillesøsters evindelige snotteri. Men underligt var det, at Trine først dukkede op, da vi opdagede kirkestenene. Måske havde hun noget at gøre med dem, måske havde hendes far eller bedstefar været en af tyvene og havde brugt stenene i huset. Måske var stenene blevet stjålet ved juletid, og derfor måtte hun komme og se, hvad der skete, da vi begyndte at rode med dem.

Nå, men tiden gik. Vi vænnede os til, at Trine osse boede i vores hus og især holdt til i køkkenregionen. Vi behandlede hende med en vis respekt, ignorerede hende og accepterede, at lillesøster altså altid var forkølet og at drengen skulle sove i soveværelset. Livet gik i øvrigt videre på den vante vis, og min mand fortsatte med at bygge om i huset. Nu var det loftet der skulle have en tur.

Og så en dag kom han med en underlig ting, som han havde fundet stukket ned mellem et par loftsbrædder. Den bestod af et fladt træstykke med et håndtag og lignede en flad træskovl. Hvad pokker var det ? Den var gammel og beskidt, trængte til en grundig rengøring. Og da vi havde renset den, så vi at der stor Trine C S på den. Trine S !!! Jamen mon ikke det var vores spøgelse, som havde haft denne underlige tingest ? Vi måtte igen til en af byens gamle for at høre, hvad det da var for en ting. - Joh, det var en brødspage. – Og hvad var så det for noget ? – Jamen kender I ikke sådan en ? Den bruger man til at tage det varme brød ud af ovnen med, når det er færdigbagt. Så brænder man ikke fingrene. Sådan en blev brugt som kærestegave, så når I nu har fundet den kan det være, at Trine blir glad.

Se det var forklaringen på den underlige dims. Vi var bevægede over at stå med et stykke levende historie i hånden, og Trines brødspage fik plads på hylden som var lavet af de gamle kirkesten.

Og hvad skete der så ? Jo, Trine var åbenbart glad, for en dag mellem jul og nytår opdagede vi pludselig, at kulden i stuen, var væk. Lillesøster var ikke mere forkølet, og drengen flyttede uden protester ind på sit eget værelse.

Se, det var en rigtig historie.

uj