Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 16 - DECEMBER - 2007

     
 

DRENGELIV I TRÆDEN

(Erik Brandt som er vokset op i Træden har sendt en beskrivelse af sin barndom til Lokalnyttens redaktion. Vi bringer her et uddrag af erindringerne.)

Jeg kom til verden i 1948. dengang så verden meget anderledes ud. Det var efterkrigstid med varemangel og rationeringsmærker, fex. fik min mor en ”begynderpakke” til sin nyfødte. Den var dyr, men lidt penge var der da, min far var arbejdsmand og tjente hvad der svarer til et pund af den billigste flæskefars om dagen. Men vi klarede os med hjælp fra urtehaven. Vi boede nabo til præstens, og præstefruen mente at have hævd på frugt og grønt fra vores urtehave, så hun fik da lidt for at tie stille. Min far kaldte hende en voldsom kvinde.

Da jeg var et år flyttede vi til Fadersbjerggård i Træden, hvor mine bedsteforældre boede. Det var en gammel slægtsgård på min bedstemors side. Min far blev karl og min mor pige. Jeg kan svagt huske, at mine forældre boede på loftet, indtil mine bedsteforældre flyttede til et hus oppe i byen. De flyttede selv en del af deres ting, og klaveret ville de også have med. Det var jeg gal over, de kunne godt have ladet det stå på gården. Jeg kan huske, da lastbilen kom og hentede det. Så var det slut med det.

Traktor

Far var en af de første, der fik traktor her på egnen. Det gav et rend af folk, som ville se ”dyret”, der skulle have benzin og som kunne trække en tofuret plov efter sig. Da jeg blev så stor at jeg kunne nå pedalerne – sådan lidt skiftevis, begyndte jeg at køre med den. Det var meget sjovt til at begynde med, men når der skulle køres med radrenseren var det nu ikke lige sjovt hele tiden. Første gang var den værste – i første gear hele aftenen. Det var ”hyggeligt” og søvndyssende. Faktisk var det træls. Som knægt skulle man løbe bag efter såmaskinen for at løfte de tuder, der satte sig skidt i. Man løftede dem i farten og gjorde dem rene. Der måtte ikke være striber i kornet. Men man kunne snyde lidt ved at sidde med en krog på såkassen og løfte tuderne med den, men det var lidt farligt. Jeg har prøvet at falde af såmaskinen og blive kørt over. Karlen løftede så såmaskinen, og jeg kravlede ud, lidt gul og blå over det hele, men den gang gik det godt.

Pligter og leg

Som barn fik man hurtigt nogle små pligter. En af dem var at hente avisen ved naboen. Det var meget almindeligt at dele avis for at holde udgifterne nede. Ovre ved naboen, Ellen og Otto Christensen, havde de en sød hund, en collie. Min far kunne ikke lide den, posten heller ikke, men det kunne jeg. Og den kunne ikke lide, at jeg tog min gravhund med. Så blev den gal i hovedet.

Ellen var et dejligt menneske. Når hun havde bagt småkager og nogle var gået i stykker, kom de i en kagedåse til mig, og den vidste jeg hvor stod. Otto kom jeg aldrig til at elske, han var drilsk på en lidt dum måde. Engang blev det for meget, og så tog jeg gravhunden med, for nu skulle hønsene have en tur. Det var tidligere hændt nogle gange, at jeg havde lukket deres høns ud, når Otto havde drillet, så derfor havde han sat lås på hønsehuset. Jeg kunne altså ikke kravle ind, men det kunne gravhunden. Den hentede nogle høns ud, Otto blev sur og jeg blev glad. Han kunne bare lade være med at drille. Men jeg legede fint med deres søn, Ove, selvom han var en del ældre end mig.

Oppe på loftet havde jeg en lille købmandsbutik. På væggene var der reklamer for alt, hvad der kunne sælges. Der var havregrynspakker og meget andet godt. Nabodatteren og jeg byttede varer, og en dag manglede mor lige pludselig sine køkkengardiner. Dem havde jeg solgt til naboens datter, og da var jeg ikke populær. – En dag jeg kom derop var der hærget og vildt rodet. Jeg troede straks, at det var mine søskende, men det var det ikke denne gang. Der havde været en vildkat på besøg. Da jeg prøvede at fange den, rev den mig og forsvandt ud af vinduet. Det resulterede i, at jeg fik blodforgiftning i højre arm og hånd, og det var lige da jeg var begyndt i skolen. Det varede i ca. et halvt år, så jeg måtte lære at skrive og spise med den anden hånd. Det var ikke særlig sjovt.

Meget tidligt begyndte jeg at cykle til Brædstrup i fryseboksen. Vi havde ingen kummefryser på gården, men i Brædstrup var der en andelsfryseboks, hvor vi havde et rum til vores pakker. Jeg husker tydeligt Grønskov, en meget hyggelig mand at tale med. Når man så var af sted, var cykelhandler Jensen en god mand at besøge. Han havde nogle fine små træplader, som man kunne save i med en løvsav. Jeg fik mange træplader af ham.

Efter mit sjette år kom Lisbeth og Erling til verden. Jeg fik søskende og skulle lære, at der var andre at tage hensyn til end en selv. Men det er en anden historie.

I næste nummer af Lokalnytten skal vi høre mere om Erik Brandts oplevelser i Træden i 50'erne.