Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 15 - SEPTEMBER - 2006

     
 

Nyt fra friskolen

Den 14.august indtog eleverne og lærerne skolen efter en lang og solrig sommerferie. Åge havde givet alle linoleumsgulvene en gang velduftende polish, så lokalerne skinnede og var klar til et nyt skoleårs slid. 120 var startet på sommerferie til Skt. Hans og 120 elever startede igen den 14.august. Ikke helt de samme elever, 7.klasse havde jo sagt farvel og enkelte andre havde valgt nye græsgange. Men en ny børnehaveklasse er startet og nye indmeldelser er kommet til, så vi fortsætter med uformindsket kraft og altså samme elevtal.

Lone Schmidt fik markeret sit farvel til skolen med mange gaver og knus fra eleverne ved afslutningen, og nu har vi så budt Malene Myrup Fischer velkommen til at indlede et nyt musikalsk afsnit for Tønning-Træden Friskole. Malene kommer fra Beder og er cand.mag. i musik, dramaturgi og pædagogik.

Fra denne sommer er skole, børnehave og fritidsordning slået sammen til én enhed, hvilket har medført forbrug af mange bureaukratiske kræfter for bestyrelserne. Men nu foreligger resultatet, og hele institutionen drives fremover af kun én bestyrelse. Forhåbentlig resulterende i et styrket skoletilbud til gavn for både institutionerne og lokalsamfundet.

 

Leif Andersen