Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 15 - DECEMBER 2006
 

 

 
 

Den gamle og de nye

Er der noget som en god fællessang? Det styrker fællesskabsfølelsen, lægger en tryg ramme omkring en forsamling, og i det fælles fornemmer man rødderne bagud til dem, der har sunget linierne før én selv. Sange som Danmark nu blunder , S eptembers himmel, I østen stiger solen op , Glade jul og Dejlig er jorden . Sange, der binder os sammen som mennesker i beskrivelser og følelser, som det ellers kan være vanskeligt at sætte ord på.

Men så kommer man til et møde, hvor indledningssangen er ny og ukendt, og kun få synger med. Det giver straks anledning til snak, for det forstyrrer den forventning, man nu havde til ”det fælles”. Nu er det kun de få, dem der er indviede, der kan synge med, eller dem, der er mest modige og tør synge, selv om det gi'r nogle skæve toner.

Så kunne vi ikke bare holde os til det, der binder os sammen det, der styrker det fælles?

Midt i den milde oktober kastede jeg mig sammen med en snes andre i Tønning Kirke helt frivilligt ud i ukendte toner og ord. Organist Marianne Nissen og kirkesanger Bjarne Bording havde denne aften valgt 10 af de nye salmer i salmebogen ud. Vi fik en kort gennemgang af forfatter og tekst og lidt om melodien, så en gennemspilning af et vers og værs'go: Usikre stemmer og næsen ned i bogen. Værst var det, når salmen bestod af så få vers, at man ikke havde en chance for at kunne nå at lære melodien, inden vi var færdige. Men med Bjarne og Marianne som ankermænd blev vi ført igennem.

Og måske fik vi ikke det nye gjort trygt og sikkert lige den aften. Salmesange kom ikke helt op til hvælvingerne. Men næste gang vi bliver præsenteret for et ukendt nummer på salmenummertavlen, er vi alligevel lidt tættere på.

Men den aften oplevede jeg det, der for mig godt kan opveje følelsen af det trygge og kendte. Ordene i en tekst, der er skrevet ind i min egen tid, i det samfund jeg lever i, giver mig noget andet end en tekst, der er skrevet i mine bedsteforældres, oldeforældres eller ja, tip-tip-tipforældres tid. Ikke nødvendigvis noget bedre, men noget, der har lettere ved at ramme mig lige i hjertekulen, med ord og beskrivelser, der ligger tættere på det, jeg går og tumler med.

Nu står der skum fra bølgetop
og blæsten river ned og op,
hvad Gud en sommer skabte.
Nu kan alene kærlighed
forhindre, at vi synker ned
i bitterhed – fortabte.

 Nu haster skyerne forbi,
og modne æbler falder i
oktobermørke haver.
Gud lukker årets gyldne ring,
og sindet samler sig omkring
de lyse nætters gaver

 Gud, lær os før din vinters gru
som æblerne der falder nu,
at slippe alt vort eget.
Din søn var her og viste os,
at døden intet finder hos
den, som har elsket meget. 

Her mellem modenhed og død
velsign os med den sidste glød
af jordens lyse sommer,
og bryd så sindets frøskal ned,
så alt i os er kærlighed
den nat, da kulden kommer.

 Nr. 731 i Den nye salmebog.

Lars Busk Sørensen 1990/1993

Lisbeth Mulvad