Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 15 - DECEMBER 2006
 

 

 
 

Glæden ved.... igen at spille fodbold

Som jeg står der drivvåd i den mørke gang med klamme tæer og konstaterer for mig selv, at fodboldstøvlerne heller ikke i denne sæson er vandtætte, og min krop allerede viser de første tegn på ømme muskler og led, som jeg ved blot bliver værre og værre de næste par døgn, skulle man ikke tro det.

Man skulle ikke tro, at det efter endt graviditet og amning er så dejligt igen at trække i fodboldstøvlerne og begive sig op på skolen til den ugentlige træning med pigerne(old girls), men det er det. Det var lige nøjagtigt så dejligt, som jeg regnede med, også i regnvejr.

I første omgang kan det synes svært helt præcist at pege ud, hvad det er, der fascinerer og gør en så glad for sporten, men den har altså en magnetisk virkning, ikke blot på mig, men på millioner af mennesker verden over, hvad enten man er aktiv udøver eller blot passiv tilskuer. Man bliver henført over den form for sublimt artisteri og genial boldbehandling og forståelse, der udfolder hos verdens bedste spillere, som just har været samlet til VM i Tyskland, og man sidder i sofaen og beundrer, suger til sig og spejler sig i de store stjerner.

Overgangen fra mændenes VM til Tønning/Trædens damer kan for nogle måske synes skærende, ja måske endda ligefrem upassende. En del har da også i tidens løb fremført den påstand, at livet er for kort til kvindefodbold. Men her tror jeg i bund og grund, at de ikke har indset følgende faktum. At den mandlige verdensstjerne og den aldrende kvinde er drevet af det samme, nemlig legen.

For det er jo den transformation, der sker, når man trækker i tøjet, og står med bolden foran sig. Man glemmer for en stund det ansvar, der følger med voksentilværelsen og er igen hensat til barndommens land, hvor fantasien, drømmene og legen er det, der bærer en igennem.

Her er man for en stund i sin egen bevidsthed en af de store stjerner, man har set til VM, og her kan man drible, score, råbe, juble, svede, falde, snavse sig til, forbande bolden og sig selv, og det magiske er, at det er på et helt legitimt grundlag. Her er man fuldstændig som et barn igen med alle sanser, følelser og drømme intakt, med gråd og grin, med mudder, sved og leg den ene time om ugen på marken mellem Tønning og Træden.

Som det dog er med alt leg, blegner og visner denne hurtigt, hvis det foregår alene. Det er svært at spille til sig selv og kedeligt i længden at juble og ærgre sig alene.

Derfor er den vigtigste drivkraft for mig og den største glæde ved igen at spille fodbold, samværet.. Man skal have kammerater at juble med, når man vinder, og kammerater at ærgre sig med, når man taber både bolden, kampen eller hovedet. Det er drivkraften og fascinationen ved fodbold, legen og fællesskabet, hvad enten man er dreng eller pige, kvinde eller mand, verdensstjerne eller amatør, eller blot på jagt efter barndommens tabte land.

Birgitte Lykke Sørensen
(old girls holdet)