Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 16 - DECEMBER - 2007

     
 

Glæden ved – Eventyr på fodrejsen…

Man må rejse til fods for at sprænge med hast
alle lænker, der binder til hjemmet os fast;
man som fuglen i flugten må tumle sig fri
for at glemme det daglige livs vrøvleri.
For at blive kulturen og moderne kvit
og de huslige glæder og venners visit,
for at løse sin ånd
fra de strammende bånd
ta'r man ranslen på nakken og staven i hånd.

Sådan skriver digteren J.C.Hostrup i studenterkomedien Eventyr på fodrejsen for 150 år siden.

At teksten trods alderen stadig er aktuel, har jeg for nylig følt på egne ben, fødder og krop.

For et par år siden var jeg kommet til foredrag på Tinghuset i Brædstrup, hvor en ung kvinde fra Brædstrup fortalte om sine oplevelser på den gamle pilgrimsvej i Nordspanien: El Camino. Efter foredraget var jeg ganske afklaret om, at jeg selv skulle foretage den rejse, når muligheden ville opstå. Da jeg så i sommer gik på efterløn, var det derfor bare om at komme af sted. Men sommeren er for varm, vinteren for kold i Nordspanien, så flybilletten til Madrid blev bestilt til først i september. Rygsækken blev pakket; sovepose og kun det allernødvendigste skiftetøj til kulde og varme, tørt og vådt.

Pilgrimsvejen til Santiago de Compostella er jo ikke nogen ny opfindelse. Ruten har været kendt siden vikingetiden, og masser af troende sjæle er i tidens løb vandret imod Santiago, hvor man mente at de jordiske rester af Skt. Jakob, en af Jesu apostle, var stedt til hvile.

Da jeg endelig med fly, tog og bus nåede frem til klosteret i Roncevalles, beliggende i Pyrenæerne på grænsen mellem Frankrig og Spanien, blev jeg alligevel overrasket over, at vi denne tilfældige dag var ca.100, der fra alle dele af verden var nået frem til dette 'gudsforladte' sted. En sovesal med 80 etagesenge, to brusenicher, to toiletter, fem euro for herlighederne, messe for os pilgrimme og så slukkedes lyset kl.22.

Jeg havde natten tidligere sovet på gulvet i Madrids lufthavn, så jeg nød at lægge mig på det bløde leje. Klokken seks næste morgen blev vi vækket af gregoriansk kirkemusik, der strømmede ud af en lille cd-spiller. Den hollandske kone, jeg delte dobbelt overkøje med, bebrejdede mig, at jeg, trods hendes ørepropper, havde holdt hende vågen med min snorken. Min trøst var dog, at også andre af de 80 havde givet lyde fra sig, kunne jeg forstå på snakken…

Nå, men ud i mørket og først i gåsegang, siden mere spredt eller alene gik det så den næste månedstid mod vest.

Lige uden for Roncevalles står der i vejsiden et skilt: '749 km til Santiago', og her vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle forholde mig til den kendsgerning. For nok havde jeg, som forberedelse til turen, taget med Lisbeth til Horsens (Lund) og spadseret hjem. Men 750 km!!!

For at gøre en lang turs historie kort viste det sig, at i løbet af en uges tid havde jeg fået de vabler, jeg skulle have og samtidig forsvandt muskelømheden, der ved 5.-6.-dagen havde været udtalt. Resten af turen var jeg en slags 'gå-maskine', der tilbagelagde mellem 25 og 30 km om dagen afhængig af afstanden mellem herbergerne, af hvilke jeg benyttede 31. Store eller ganske små, varme eller kølige, rene eller snavsede. Men alle steder, hvor man som pilgrim var velkommen til at hvile mellem kl.15 den ene dag og 8 den næste, til en pris mellem 0 og 10 euro.

Den spanske geografi var en overvældende gave. Først højland med skovensomhed, så den uenderlige flade castilianske højslette og endelig de smukke bjerge mod vest, som vi skulle over. 'Vi', fordi vi jo stadig var en lang flok myrer, der fulgte terrænets linjer op og ned, ud og ind. En blandet skare fra den ganske verden. Vores indbyrdes kommunikation var ikke vanskelig, men en besynderlig blanding af al verdens sprog, fagter og tegn. Kun når der skulle afklares begreber af mere højtflyvende karakter, måtte jeg indskrænke feltet til folk, der forstod engelsk, tysk eller dansk.

Et særligt kapitel var storbyerne Pamplona, Burgos og Leon. Her var katedralerne voldsomme, vejfindingen vanskelig og forstadskvartererne uendelige. Katedralerne var obligatoriske, da vi ved ethvert bysamfund, vi ankom til altid stilede efter det højeste kirketårn. De var de vigtigste waypoints på ruten, og således farvedes hele turen af den spanske katolske kirke. Mine indtryk undervejs prægedes af den spanske historie, religion og kultur i øvrigt. Et yderst spændende indblik i en verden jeg før kun havde haft et ringe kendskab til.

Min rejse afsluttedes efter vemodig afsked med vandrefællerne i Santiago de Compostello, og derefter ved Verdens Ende eller på spansk,Kap Finnisterre ved Atlanterhavskysten. Egentlig skulle man brænde sine klæder for derfra at vende tilbage som et helt nyt og renset menneske. Jeg beholdt dog mine slidte beklædningsdele, tog til Madrid, tilbage til civilisationen, hvor jeg mødte min kone, der lettet konstaterede at jeg nu, fem kg lettere, ikke (endnu da!) havde konverteret til katolicismen efter den lange meditative vandring i det nordspanske.

Man må rejse til fods for at døje lidt ondt,
for at leve et liv i det korte sekund,
for fra morgen til aften at trave sig træt,
for at tørste, for at sulte og spise sig mæt.
For at sige det skønne: Goddag og farvel,
og bestandig med håbet slå mindet ihjel,
for at røre sin ånd
uden hæmmende bånd
ta'r man ranslen på nakken og staven i hånd.

Leif Andersen