Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 16 - JUNI - 2007

     
 

Globalnytten

I denne forårs –ja næsten sommertid- tager Globalnytten lige et hop tilbage i tid og sted; til 1. marts og til Rocky Mountains sneklædte tinder nær Vancouver i Canada, hvor Mads fra Stationsvej 1, har tilbragt det sidste halve år.

Hej alle!

Her følger lige en lille beretning fra årets største skibegivenhed! Nyd det...det gjorde jeg i hvert fald :-)

"Har du givet mig blomster i år?...!” Ringetonen vækkede mig denne morgen kl. 7.30. For første gang i tre måneder var jeg fuldstændig frisk fra første blink! For dagen i dag stod på enhver skiers største drøm: Heli-skiing!

Dagens første mirakel skete allerede, da jeg fik skubbet dynen væk og kigget ud ad vinduet: fuldstændig blå himmel! Hvilket vi ikke havde set i næsten en måned. Hurtigt fik jeg kastet morgenmaden ned og kom i skitøjet og mødtes med de andre 10, som skulle med. Med forventningens store glæde i bagagen nåede vi hen til "Powder Hut", hvor vi skulle mødes med vores guide, Ken. Han så ud til at være en rutineret gammel ræv og vandt hurtigt alles tillid, da det viste sig, at rygsækken var spækket med små klassiske Canadian Jokes.

En tur i en gammel fængselsbus senere ankom vi så til stedet, hvor vores stålfugl stod og spejlede sig i solstrålerne Efter et par instruktioner satte vi os til rette i helikopteren med smil fra øreflip til øreflip. Samtidig steg suset i maven i takt med at propellens rotation blev hurtigere og hurtigere og eskalerede i liftoff. Med udsigt til det bedste pudder i verden sad vi alle og nød helikopterens højlydte luftslag, som rungede i hele maskinen og derudover selvfølgelig udsigten ud over bjergene og den fuldstændigt uberørte sne, de var dækket af.

10-15 minutter senere satte fuglen sig på toppen af et bjerg, og alle strøg ud og satte sig sammen i en bunke. To minutter efter stod vi mutters alene med udsigt til et "run" som alle rigtige skiere er villige til at "hike"(dvs. gå op ad et bjerg) i flere timer for at opnå. Skiene blev hurtigt tæmmet og smidt under støvlen, og af sted var vi. Skærende ned gennem solens stråler og med sneen konstant oppe over knæene og snesprøjt i ansigtet, fløj vi af sted. Denne brusende fornemmelse i hele kroppen på et sådant "run", når man bare bliver løftet fra side til side og nærmest svæver af sted, er fuldstændig euforisk og giver en rus, som Tuborg aldrig ville kunne hamle op med.

Fire af sådanne "first tracks" ture havde vi inden frokosten blev serveret i omgivelser, som Gjern Bakker aldrig vil være i stand til bare at drømme om. Varm suppe, sandwich og kage blev smidt i vores sulte korpus'er og ladede dermed batterierne op til dagens sidste "run". Op på endnu en ny top og så bare af sted endnu engang. Hvert eneste sving blev virkeligt nydt til det yderste, og det sidste snesprøjt blev kastet op i hovedet, inden fire af os lige sluttede af med et tremeter klippedrop.

Med vemod satte vi os alle til rette i helikopteren til den sidste tur tilbage til basen. På tilbagevejen fik vi dagens sidste sus i maven, da piloten syntes, vi skulle se, hvordan træerne tar' sig ud, når man ser dem direkte oppefra, dvs. helikopteren lige tiltede 90 grader til højre (føltes det i hvert fald som). "YiHAAAA" overdøvede om ikke helt, så i hvert fald næsten, helikopterens larmende propel.

Til sidst landene vi dog med hele landingsstativet vandret på moder jord og steg for sidste gang ud af stålfuglen og over i den hjemadgående bus. Udsigten fra bussen blev dog ikke nydt specielt meget, da tankerne skiftevis kun kredsede om helikopterturen og beregninger på, hvornår den næste tur kan finansieres...