Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 15 - DECEMBER 2006
 

En julehistorie

Dette nummer af Lokalnytten er faktisk julenummeret. Og i et julenummer skal der være en julehistorie. Derfor har den gamle redaktør sat sig til at lede i gemmerne, og har fundet denne historie. Jeg kan ikke huske, hvor jeg er stødt på den og fortæller den efter hukommelsen.

 

I kan godt huske, at dengang Adam og Eva boede i Paradisets have var de ulydige og gjorde ting de ikke måtte. Vorherre blev godt sur og smed dem ud af haven med en ordentlig svada. Nu skulle piben have en anden lyd, de skulle til at bestille noget, ikke bare daske rundt og få tåbelige ideer. Adam skulle på arbejde, osse selvom han ku' få stress af det, og Eva skulle have børn. Mange. Og børn er, som vi ved, en Herrens velsignelse og en Fandens plage. Ud skulle de. Basta!

Ud kom de, og der var nok at tage fat på. Det var nu ikke den rene ynk, for det Adam og Eva havde opdaget i Paradiset var, at det faktisk var ganske fortryllende at lave børn. Når de elskede hinanden, mindedes de de dejlige himmelske og sorgløse stunder i haven, og derfor fik de mange børn. Dengang kendte man jo ikke noget til børnebegrænsning.

Nu gik der mange år, Adam sled i sit ansigts sved, og Eva fødte børn med smerte, og når hun ikke lige lå i barselsseng havde hun sit hyr med at opdrage ungerne. Megen hjælp fik hun ikke af Adam, han skulle forsørge familien, og jo flere de blev jo mere skulle han bestille. Så når han endelig kom hjem fra arbejde, var han træt og forlangte ro til at ligge på sofaen og læse avisen. Det udviklede sig ofte til skænderier, Adam var absolut ikke indstillet på at tage opvasken eller hjælpe til med at skifte ble på de mindste, så Eva var godt sur. Hun blev jo heller ikke yngre, det kunne osse ses på hende. Hendes former var ikke længere som Adam huskede dem fra deres yngre dage, men hun var alligevel en god kone, selvom hun var blevet noget af en rappenskralde på sine ældre dage. De kunne ind imellem stadig opleve noget af ungdommens sødme, så der blev ved med at komme børn. Faktisk var der snart en små 100 stykker, de skulle jo befolke jorden, og dengang blev folk meget gamle, Metusalem for eksempel blev vist i nærheden af de 900 år. Så der er ikke noget at sige til, at Eva havde nok at se til.

Imens sad Vorherre oppe i havehuset og småkedede sig. Det var fint nok at tage en havevandring en gang imellem, men der skete ikke rigtig noget. Englene med flammesværdene havde heller ikke noget at lave, så de var blevet omskolede til havemænd og gik nu og lugede og plantede påske- og pinseliljer og klippede roser. Noget skulle de jo få tiden til at gå med. Men så en dag fik Vorherre en ide. Det var en af de her dage, hvor luften står helt stille, insekterne summer og roserne trænger til vand. Ingen gider rigtig lave noget, så Vorherre sad og småblundede i liggestolen fra Jysk. Og så var det han fik den her ide. Han ville tage en tur ned og besøge Adam og Eva for at se, hvordan de klarede sig, om de nu sled i det som de skulle, og om de sørgede for at blive mangfoldige. Han kaldte en sendebudsengel til sig og beordrede ham til at flyve ned til Adam og Eva og sige, at de kunne vente fint besøg den næste dag.

Som sagt så gjort. Sendebudet tog af sted og overleverede det glade budskab, at Vorherre ville aflægge en visit på jorden.

Nu skulle man tro, at Adam og Eva blev glade og beærede. Det gjorde de for så vidt osse, men et så fint besøg kræver masser af forberedelse, så i første omgang blev de ret paf, og i anden omgang fik de travlt. Prøv at forestille jer, hvordan I ville have det, hvis I fik at vide, at dronningen ville kikke forbi i morgen! Puha! Det havde nu været rart at vide det en uges tid i forvejen, så man havde haft lidt bedre tid til at forberede sig. Når man kan forvente så fint besøg, så ser man pludselig alt det der trænger til at blive sat i stand. Man ser de knækkede fliser i havegangen, fordøren trænger til at blive malet, den midlertidige lampe som skulle have været skiftet for måneder siden, vasketøjet der ikke er strøget, vinduerne er ikke pudset, den mindste er snottet, småfebril og vrøvlet, man burde egentlig have været ved frisør for 3 uger siden osv. Og hvad skal man servere? – Det er mildest talt til at blive temmelig bims af. – Det var osse hvad Eva blev. Hun blev totalt perpleks og mistede ganske overblikket over situationen, hersede med Adam og ungerne, satte de ældste til at rydde op og gøre rent, løb selv over til naboen og fik sat håret. Adam blev sendt i byen for at købe flag til at vinke med, og nogle af de store blev sendt ud for at plukke blomster, så man kunne overrække Vorherre en fin buket af markens vilde blomster. Selv tog hun fat på at vaske ører på de mindste, rense negle, flette hår og trække dem i det pæne tøj, alt imens hun kommanderede rundt med flokken og udstedte ordrer til højre og venstre. – Puha! Stakkels Eva! Godt at det ikke var mig!

Nå, men den store dag oprandt. Vorherre kunne allerede ses i det fjerne, men Eva var ikke færdig med alle ungerne. Og hvad ville Vorherre sige til, at hun ikke kunne overkomme at passe sine børn og sit hus ordentligt. Så hun sagde til sine beskidte og uvorne unger, dem som havde protesteret mod at få renset ørerne og bare havde gemt sig, når hun kaldte på dem : ”Smut ud i skoven og gem jer indtil Vorherre er taget af sted, I skal nok få lov til at smage kagen, når det hele er overstået. Men sørg for, at Vorherre ikke får øje på jer.” Og underligt nok, så gjorde ungerne for en gangs skyld som hun sagde.

Og så kom Vorherre. Han kikkede sig omkring, og så at alt var såre godt. De små vinkede med flagene, en lille rødhåret pige nejede og overrakte ham en stor buket blomster, og Adam orienterede ham om driften. Eva havde holdt sig godt, syntes han, og han komplimenterede hendes bagværk, så hun nejede og rødmede af taknemmelighed. Så tog han et overblik over børneflokken, som stod der og nejede og bukkede det bedste de havde lært. Men var der ikke noget galt? Det forekom ham at der manglede nogen, han kløede sig i skægget og rynkede brynene. Skulle der ikke være flere? Han hidkaldte sin regnebrætsengel, som var med i følget, og ganske rigtigt, der manglede en del af børnene. Vorherre skubbede læsebrillerne op i panden og kaldte Eva for sig.

”Eva-a-a!” sagde han alvorligt, ”kan det virkelig passe, at jeg synes der mangler nogle af dine børn?”

Eva blev bleg om næsen og bed sig i læben. Nu var han der med sin bedreviden, han havde overhovedet ikke noget begreb om, hvad det ville sige at være en travl husmor der skulle overkomme alting og lidt til. Han kunne bare sidde der i sin nye liggestol og lade sig opvarte, mens en anden en sled i det så blodet sprang af neglene. Altid skulle han give en dårlig samvittighed, ingenting kunne man gøre godt nok. Hun måtte prøve at redde sit skind.

”Nej,” sagde hun og prøvede at kikke ham lige i øjnene, men det gik ikke rigtigt. ”Herren skal vide, at disse er mine børn. Hvad der er der ud over, det må Herren selv vide.”

Vorherre kikkede på Eva og så en kone, der sled for at alt skulle være pænt og ordentligt. Han kunne godt se, at hun havde meget at lave, men hun skulle nu ikke fornægte det afkom, som ikke lige makkede ret. Det var noget han havde måttet indse, efter at han havde smidt hende og manden ud. Så bliver det hele nemlig temmelig kedeligt. Han smilede lidt i skægget.

”Eva, kan du ikke huske, hvad der skete den gang for længe siden, da I prøvede at skjule for mig, at I havde været på æblerov i det forbudte træ. For mig kan I ikke skjule noget. De børn, du ikke vil kendes ved overfor mig, er osse mine børn. Men fordi du ikke vil kendes ved dem, skal de i al fremtid være en kilde til drilleri og irritation for dig, din mand og jeres pæne børn. De skal bo i skove og udhuse, og hvis I behandler dem godt, vil de hjælpe jer. Men hvis I glemmer eller overser dem, vil de bringe sygdom og misvækst til jer. De vil gemme ting I har brug for, slippe køerne ud, lade brødet i ovnen blive klægt og roserne få rust, tråden briste mens du syr, fjerne en sko og sørge for at klejnerne ikke hæver. Når det bliver jul, ja vi har godt nok ikke opfundet julen endnu, men altså, når det bliver jul skal I sætte grød på loftet til dem - og en skål med pebernødder. Så holder I jer gode venner med dem. Jeg døber dem nisser.

Således talte Vorherre, og således kom nisserne ind i verden.

uj