Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 15 - SEPTEMBER - 2006

     
 

Kalender før i tiden

Tiden får skyld for meget: - den går for hurtigt, - den kom­mer ikke igen, og den skulle også, ifølge grækeren Menandros (300 f.Kr.), kunne læge alle sår. Og det var nok Pythagoras, der 200 år tidligere sagde, at den var verdens sjæl.

Selv om vi altså ikke mangler vendinger, der fortæller om tiden, har vi alligevel svært ved at finde en god defini­tion på den sum af dage og år, som med tiden bliver til tid.

Fra middelalder var indeholdt kalenderen en stor helgenskare, der var spredt over årets dage og de blev indtil slutningen af 1800-tallet ofte brugt af befolkningen, når barnsnavn skulle vælges. Måske har man fra be­gyndelsen af l600-årene i Norden også markeret eller fejret navnedag - i bedre kredse, ligesom man endnu gør i de græsk-ortodokse lande.

Disse navnedage var tidligere den vigtigste del af kalenderne. Og naturligvis må det indrømmes, at den gamle komediedigter og epistelskriver Ludvig Holberg har ret, når han i en af sine Epistler (ca. 1750) siger:

»Min herre skriver, at han ikke er fornøjet med den ham tilsendte Cancelie og Contoircalender, efterdi det for­nemste derudi fattes, som er dagenes navne. Han siger, at det er ham ikke magtpåliggende at vide, om en dag er indviet til Policarpo, Pontiano, Blasio osv. - men om den hedder Mandag, Tirsdag eller Onsdag, hvilket at vide er højligen fornødent ...«

September måned

September var måned nr. syv i den gamle romerske Numakalender. »Septembris« er afledt af »septem«< der betyder syv. Det gamle, nordiske månedsnavn var »fiske måned«, fordi man da fangede den fede »høstsild«. Vejrprofetier og tradition taler om, at »man fik sommerens sidste varme ved »Morsmessetid« (8.), og ved »Korsmessetid« (14.) begyndte trækfuglene at rejse sydpå. På »Mattsmessedagen« (Matthæusdag, den 21.) krøb ormene ned i jorden. Og endelig måtte man sørge for at have kreaturerne indendørs ved »Mikkelsmessetid« (29.).

I bondepraktikaen siger månedsverset:

Nu skal Bonden sit Korn udtærske

og Fiskeren fanger Silden ferske.

Svineflæsk jeg gerne æde må,

desligeste Fåremælk, og Gedemælk også.

I fiskemåneden var det godt at lade sig årelade, men man skulle vogte sig for varmt bad, endvidere var det godt at lade sit hår skære og at iføre sig nye klæder.

Oktober måned

I kong Numa Pompilius ' gamle romerske kalender (ca. 500 f.Kr.) begyndte året med marts måned til ære for krigs­guden Mars. Oktober måned var derfor nr. otte i rækken (octa betyder otte). I Norden har man i gammel tid kaldt måneden for »sædemåned« men også »slagtmåned«.

I gammel tid regnede man »Callixtusdagen« (14. okto­ber) for den første vinterdag. På den dag måtte man ikke foretage sig noget, der drejede rundt. Og man måtte ikke føre noget bort fra bondegården, hvis man ville have held med kreaturerne om vinteren. »Tåget høst gav snerig vin­ter« var en af Sibylle-spådommene.

I Norden har man tidligere kendt »friugen«, hvor karl og pige kunne få fri mellem 24. oktober og l. november for at se sig om efter ny plads.

Månedsverset i bondepraktikaen sagde:

Nu skal man pløje og Rugen så,

med ny Vin man Fadene fylde må,

Nu monne Kulden hen til os skride,

En varm Kakkelovn kan jeg vel lide.

November måned

Årets 11. måned i den gregorianske rækkefølge var nr. 9 i den antikke romerske. Derfor hed måneden »Novem«, der betød ni.

Måneden indledes med »allehelgensdag«, der naturligvis måtte være særlig velegnet til at tage varsler på. Man kun­ne f.eks. på »Alle Helgen« gå i skoven og skære en spån af et egetræ eller bøgetræ. Hvis spånen var tør, blev vinteren varm, men kold, hvis spånen var våd. Og torden i novem­ber lovede en streng vinter, men et frugtbart år.

Månedsverset fra den gamle bondepraktika siger:

De rige nu fede Gæs af mig køber,

jeg hugger Ved, til Ilden jeg løber

til Bad og ukyskhed vil jeg dig ikke råde

at tage Drik og årelade.