Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 16 - SEPTEMBER - 2007

     
 

Lokalrådet

Lille landsby, hvad nu ?

Der var møde på friskolen, næsten som i de gode gamle skolekampdage. Man ku' gå hen og blive helt rørt. Men der var osse vigtige ting på programmet, nemlig: hvad skal der ske med vores landsby/-er? Hvis man vil se et detaljeret referat af debatten, kan man gå ind på hjemmesiden www.toenning-traeden.dk og klikke på linket Lokalrådet. Der vil man finde alle referater fra lokalrådet, og osse fra debataftenen.

Hvad er en landsby ?

Kommunen er kommet med et oplæg om landsbyafgrænsning (trykt i sidste nummer af Lokalnytten, kan osse ses på hjemmesiden), og det har rejst spørgsmålet, hvordan skal vi egentlig definere vores egen landsby? Hvordan ser den ud? Er det bare et sted, hvor vi bor, sover og spiser, eller kan vi udvikle landsbyen, så der evt. kommer flere arbejdspladser, aktiviteter, fællesskaber? Spørgsmålet vil blive taget op på lokalrådets generalforsamling i september.

Hvad kan vi udvikle ?

For at en landsby skal kunne udvikle sig, skal der bo mennesker i dendem . Er vi nok herude til at tage os af de aktiviteter, der er ? Vi har alle sammen siddet i diverse bestyrelser og råd, ofte flere på samme tid. Det er nødvendigt, når vores samfund skal fungere med skole, menighedsråd, idrætsforening, beboerforeninger osv. Somme tider kunne vi ønske, at vi var flere, når alle tingene skal passes. Og hvordan bliver vi det? Det kan vi blive ved, at der finder en vis udstykning sted, så flere unge familier får lyst til at flytte herud. Udstykning af byggegrunde kan være en øm tå, men ansvaret for den konkrete planlægning af dette er kommunens.

Hvad sagde du, et multihus?

En af grundene til at så mange trives så godt i vores lokalområde er, at vi har friskolen som samlingssted for mange af vores aktiviteter. Men den kan ikke rumme alt. Der mangler plads til vinteridræt, til større arrangementer, måske til hjemmearbejdspladser og meget mere. Men hvad så med forsamlingshusene? Dem er der stadig brug for. Der er jo mange aktiviteter, som ikke vil have det godt i et stort multihus, ikke mindst private fester, som er en væsentlig del af husenes eksistensberettigelse. Et multihus skal sammentænkes med forsamlingshusene, så de bliver brugt til det, de nu hver især er velegnede til. På mødet i juni blev der nedsat et udvalg, der vil gå videre med at undersøge andre multihuse, hvordan de er finansieret og hvordan de drives. Dette vil osse blive debatteret på lokalrådets generalforsamling.

Og hvad gør vi så?

Ja, lokalrådet holder møder og forbereder generalforsamlingen, og så ser vi hvad der sker.

uj