Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 16 - MARTS - 2007

     
 

Den Magiske Krukke

Et manuskript

Mette Felbo har, på min forespørgsel, ladet os få en foreløbig version af et manuskript, som hun i øjeblikket arbejder med. Historien er en fantasihistorie til en skolebogsserie om kulturhistorie, som hun skriver til Geografforlaget. Bogen bliver illustreret af Tina Klemmensen og udkommer en gang til sommer i serien "Jeg læser om -". Denne historie hører sammen med en fagbog om keramik og bondestenalder. Historien handler om Skarpsallingkarret, som blev fundet i Himmerland. Karret kan ses på Nationalmuseet. Forlagets hjemmeside :

www.geografforlaget.dk .

 
Skarpsallingkarret – Den magiske krukke

”Hvad skal vi lave, mor, vi keder os!!” Der er juleferie og Nils og Ditte ved ikke hvad de skal ?nde på.
Mor får en idé. ”Kom, prøv at lave noget med det ler, vi har til overs fra juledekorationerne”
Nils er straks i gang med at lave et dyr med ? re tykke ben. ”Se mor, det er en ko!”. Mor viser Ditte, hvordan hun kan lave en krukke.
”Øv, det er svært, jeg gider ikke mere”, siger hun og slår sin næve ned i leret. Mor tager hende på skødet. ”Nu skal jeg fortælle jer en historie om en pige, der lavede en helt speciel krukke”.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------

”Hvad er det?!” Jeg holder fast i mors arm. Foran os, mellem træerne, lyder et vildt skrig. ”Mor, det er træånderne, lad os komme hjem!! Men mor holder mig tilbage ”Nej, hør, det er nogen der råber om hjælp, det er ved kilden”
Vi begynder at løbe hen ad den snoede sti. Da vi når frem, ser vi en mand og en kvinde hale i en pige, som sidder fast i sandet ved kilden. ”Det er kviksand”, råber mor og ser sig om efter lange grene.
”Her, Musling, hjælp mig”. Vi haler en tyk gren hen til kilden. ”Hun bliver halet ned, hvis hun ikke har noget at holde fast i”. Pigen græder, hun er meget bange. Det kan jeg godt forstå, for kildens ånd er sulten og har spist mennesker før. Man skal altid huske at give en lille gave, inden man tager vand i en kilde.
Vi kæmper længe for at få pigen fri. Endelig lykkes det. Vi er helt udmattede. Mor siger ”Giv kildens ånd en gave, og lad os komme hurtigt væk”. Straks løfter pigens mor sin tunge ravkæde af og kaster den ud i vandet.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

De fremmede er bonden Sortnæves slægtninge. De kommer fra en bygd mod syd og skal være med til den store midsommerfest.
Da pigen er blevet vasket og har lånt noget tørt tøj, ser jeg at hun har langt skinnende rødgyldent hår og grønne øjne. Hun hedder Rav.
Sortnæves søn hedder Stærkod. Han er min bedste ven. Da vi var små, legede vi altid sammen, selvom de andre nogen gange drillede os. Vi har et hemmeligt tegn. En pege ? nger op til venstre øre betyder: ”Kom ud til de store sten bag kilden”. Der kan vi snakke sammen i fred.
Når han er sammen med de andre drenge, er han lige så vild som dem. Men når vi er alene, er han meget god til at lytte og fortælle.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mor og jeg skal i gang med at lave nye krukker. Min bror kom til at slå den store kornkrukke i stykker. Hvis kornet ligger i sække, spiser musene det. Vi skal også lave nye kogekrukker og vandkrukker.
Først skal vi hente ler fra lergruben. Det har ligget siden sidste sommer, så nu er det godt. Vi skal også knuse granitsten som skal blandes i leret. Så bliver krukkerne stærkere.
Vi tager vores bærekurve og går ud efter leret. Stien går forbi gravhøjene, hvor de døde bor. Storbonden og hans trælle er ved at bygge en ny høj. Inde i den er der et hus af sten. Her skal knoglerne af Storbondens forfædre ligge.
På årets længste dag lyser solens stråler ind gennem gangen til de døde. Så vågner de og vi ofrer til dem, for at de skal give dyrene mange stærke unger og hjælpe os med at få en god høst.

------------------------------------------------------------------------------------------------------

Først skal vi ælte leret meget længe. Så begynder jeg at lave en stor vand­krukke, men den bliver ikke pæn. ”Du plejer ellers at lave de smukkeste krukker” siger mor.
Jeg slår næven i den halv-færdige krukke. ”Jeg kan ikke lave krukker i dag” siger jeg til mor. ”Det er som om Stærkod har glemt mig, efter at Rav er kommet”.
Rav kan godt lide at sidde ude i solen og lade en trælpige ordne sit hår. Det skinner som kobber. Hvis trælpigen kommer til at hive i håret, slår Rav hende med en stok. Hun smiler meget til Stærkod.
Mor siger ”Du skal lave nogle krukker, ellers har vi ikke noget at have vores mad i. Jeg mangler også krukker til mælken”. Så jeg laver nogle krukker, men de bliver ikke gode.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vores krukker skal tørre helt. Det tager ?ere dage. Så stabler vi dem forsigtigt og bygger et bål op over dem. De skal være i ilden i en nat og en dag. Vi skal sidde og passe bålet, så krukkerne hele tiden er varme nok.
Det er svært at lave krukker, der både er stærke og smukke og som klarer turen i ?ammerne. Mors krukker er næsten altid hele, når vi tager dem ud af gløderne. Men denne gang er alt for mange gået i stykker.
”Huskede du gaven til ildens ånd?” spørger mor. Åh nej, det er min skyld, jeg glemte at lægge et lille brød imellem krukkerne. Det er vigtigt, at ilden er glad, ellers går det galt.
Det er fordi jeg tænker så meget over Stærkod og Rav. Nu er jeg endnu mere ked af det.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mor sukker og stryger mig over håret ”Nu glemmer du aldrig mere gaven til ildens ånd. Kom, vi må skynde os at lave nogle nye krukker”. Denne gang vil jeg gøre mig umage, så mor bliver glad.
Efter et par dage skal vi lave mønstre på de nye krukker. En af mine krukker har en rigtig ?ot form. Mor kikker på den, så rejser hun sig og kommer lidt efter tilbage med en blød skindpose.
Hun tager en stor, hvid musling frem. Den har en ?n, rillet kant. ”Den havde jeg i hånden, da du blev født. Der er stærke kræfter i den. Og den her knogle ? k min mor af sin mor. Den er fra en musvåge. Musvåger hjælper vores familie”. I den ene ende er leddet skåret af.
Den sidste ting er en glat hvid sten. ”Denne sten har glittet mange kar til forfædrene. Den kan mere end alminde­lige sten. Disse tre ting skal hjælpe dig med at lave nogle særlige mønstre”.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------

”Måske vil Storbonden vælge det til sommerfesten. Så vil Stærkod huske dig igen. Du kan lave gode, smukke ting. Det kan Rav ikke.” Jeg begynder med det samme. Først gør jeg krukkens over ?ade jævn. Så ridser jeg linier, der viser hvor mønstrene skal være.
Med muslingeskallen laver jeg tætte rækker af bølgemønstre. Med fugleknoglen laver jeg rækker af ringe. Ind i mellem er der bånd, som jeg laver helt blanke med den glatte sten. De skinner som Stærods ?ne, polerede økser af ?int.
Det bliver meget sent, før krukken er færdig. Jeg har helt glemt at spise og drikke, så opslugt har jeg været af mit arbejde. Jeg er meget træt, men også meget glad.
Denne gang husker jeg brødet til ild­ånden. Ingen af krukkerne går i stykker. ”Musling, jeg har aldrig set så ?ot en krukke” siger mor, da hun ser hvad jeg har lavet.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så kommer årets længste dag og korte­ste nat. Vi har lavet ? n mad til forfæd­rene og til os selv. Da mørket langsomt falder på, går vi ud til den nye gravhøj.
Der brænder bål i sommernatten. Den fugtige luft dufter af hø og røg. Foran højen er der bredt ?ne skind ud. Vi står omkring dem og småsnakker mens vi venter.
Jeg har pyntet mig med en kæde af hvide strandskaller om halsen og blå og hvide blomster i håret. Jeg holder min krukke i armene.
Nu lyder der hundegøen. Storbonden og hans familie kommer. Alle er stille, mens de går forbi. Storbonden går hen til den nye høj. Han sætter en stor skål med mad ved indgangen. Vi kan høre, at han taler med de døde inde i højen.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Storbonden vender sig om mod os. ”Denne nat er god. Vi er her alle, syn­lige og usynlige. Lad månens stråler hjælpe mig med at ? nde de bedste ga­ver”. Hans stemme er meget dyb og alvorlig.
”Ravn, hvad bringer du guderne?” Ravn rækker en økse frem. Storbonden undersøger den omhyggeligt og siger: ”Denne økse vil glæde forfædrene. Den skal ofres i mosen”.
Nu er det min tur. Mit hjerte banker hurtigt. Hvad vil Storbonden sige? Han tager krukken. Hans ?ngre stryger over mønstrene. Det ser ud, som om han lytter. Så løfter han krukken op mod månen.
”Musling, ingen krukke er smukkere end din. Den skal ind i højen. Nu vil forfædrene give os en stor høst, så vi kommer godt i gennem vinteren”. Jeg kikker hen til StærkOd. Han smiler til mig, som han plejer. Og holder pege?ngeren op til sit øre. Mors plan har virket.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

”Er det rigtigt, mor? Var det magiske ting Musling ?k af sin mor? Findes den krukke i virkeligheden?” Dittes øjne er store af spænding.
Mor smiler til hende. ”Måske er det rigtigt. Krukken ? ndes, du kan se den i bogen om stenalderen”.
Ditte henter bogen med det samme. Der er krukken. ”Tænk, at det er Muslings krukke!”. ”Det er jo bare en historie” siger Nils, men han kikker alligevel længe på billedet.
”Kom Ditte, vi skal ? nde ting til at lave mønstre med. Mor, kan vi ikke få kylling i aften, så vi kan få nogle knogler?!” Mor nikker. Nu er der ingen, der snakker om at kede sig.