Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 16 - JUNI - 2007

     
 

Mine stole

Katederstolen
Se, så er det noget ganske andet med den statelige katederstol fra Herlufsholm, nem at støve af, uden dikkedarer og umådelig selvbevidst. Man lader sig ikke synke ned i den, man tager plads ! At sidde i den gir en en følelse af at have magt over situationen, man kommer hurtigt og let op af den og kan spankulere overskuende frem og tilbage i rummet. Stolen kom i familiens besiddelse, da min far var lærer på Herlufsholm kostskole i 40'erne, sikkert fordi han var ung og uformuende og fik lov at tage den fra et eller andet depot. Siden har den stået magtfuld og manende i vores barndomshjem, og nu altså her i vores. Og som sagt, der er ikke mange krummelurer og fjas med den. Den lader sig nådigt og uden protest rengøre.

Jægerstolen
Forleden gik jeg og tørrede støv af og småbandede over den fantasiforladte beskæftigelse. Puha, nu igen! Og helst en gang om ugen. Noget mere ørkesløst skal man lede længe efter!
Og mens jeg stod der og kørte en finger ind i alle de runde huller på den gamle stol, gled jeg tilbage til den gang den stod i mine forældres hjem, og vi som børn var blevet kommanderet til at tørre støv af. ”Ikke noget med at snyde! Ind i alle hullerne!” – Øv, det tog lang tid, og så kunne man ikke engang rigtig sidde i stolen. Det tager stadig lang tid, og man kan stadigvæk kun sidde i stolen med yderste forsigtighed.
Det er ikke engang en fin stol. Den står forsigtigt på tre ormædte ben, sædet er formet som en halv rund ost, armlænene ser ud som om de er lavet hos den lokale smed, og ryggen er et smalt stykke træ med de omtalte huller i. Hvis man sidder uroligt på den, vælter den. Den ligner nærmest en mellemting mellem en malkeskammel og en tronstol. Og hvorfor i alverden står den så der under køkkentrappen og gør mit liv besværligt ? Det gør den, fordi det er en ældgammel familiestol, som har stået i mine farforældres hjem. Den har været min farfars jægerstol. Historien går, at når han kom hjem fra en tur ud over engene i Hanherred sogn med bøssen på nakken og sine tre drenge i korte bukser og med skrabesår på knæene, så tog han plads i denne stol for at afføre sig sit jægerantræk og opregne, hvad han havde bragt hjem. Måske osse for at kommandere med knægtene – hvad ved jeg. Vi har aldrig kendt vores farforældre, kun gennem fortællinger. Og jo altså stolen.

Frøkenstolen
På den anden side af bordet står den yndefulde frøkenstol - let, elegant og beskeden. Det er en stol til dem med de korte ben. Den kom i huset via en arv gennem mine svigerforældre, gamle venner af familien havde bestemt, at den skulle deres børn have. Der står den så, lidt malplaceret mellem de grovere eksemplarer og udløser forestillinger om tekopper af tyndt porcelæn og strittende lillefingre, et feminint supplement til de mere maskuline og rustikke artsfæller. Det er lige før man kan forestille sig, at støvekosten fremkalder et lille genert nys.

 

Nu må det være nok !

Nej, jeg skal ikke gennemgå alle husets møbler. Det ville afsløre et værre sammensurium, en rodebutik uden særlig stil. Men det er nu (nogle af) vores stole i al deres irrationelle og tilfældige charme.

Og det bare fordi jeg gik og tørrede støv af i formiddags.

uj