Lokalnytten

Troelstrup - Gammelstrup - Tønning -Træden

ÅRGANG 15 - SEPTEMBER - 2006

     
 

Sportsfesten - Tak for hjælpen

Sportsfesten 2006 er slut, tilbage står kun mindet om mange gode oplevelser og en dejlig dag, hvor alt artede sig, selv vejret, og vi fra bestyrelsen vil måske specielt huske den for en fantastisk hjælpsomhed til alle arbejdsopgaver, både fredag, lørdag og søndag.
Det er et stort stykke arbejde at planlægge og gennemføre sådan et arrangement og bestyrelsen lægger hele hjertet bagved. Netop derfor var det både en fornøjelse og lettelse, at så mange tog sig tid til at give en hånd med ved de mange forskellige arbejdsopgaver.
Lørdag morgen stod de nye telte, flagalléen og rundstykkerne klar til at tage imod borgerne fra Gammelstrup, Troelstrup, Træden og Tønning. Ikke så mange som vanligt tog imod dette tilbud, varslede dette en dårlig besøgt dag?
Men kl. 10.00 startede fodboldkampene op og tilskuerne strømmede til. De kunne se Mikro 2000 vinde 3-1 over Hylke, Mikro 1999 tabe 0-4 til Nim, Puslinge 1998 tabe 3-6 til Klovborg, Pigeminiput vinde 2-0 over Voerladegård, Drengeminiput ( det lykkedes desværre ikke at finde udenbys hold til dette hold, men da de er så mange på holdet, gav de hinanden en drabelig dyst og fik guldmedaljer alle mand ) og til sidst måtte Drengeholdet ud i straffesparkkonkurrence for at slå Klovborg 3-2. Alle deltagere fik medaljer og sodavand, hvilket var fuld fortjent, for der blev virkelig gået til makronerne.
Pludselig dukkede brandbilen op og begyndte at sprøjte skum ud over et aflukket område. Børnene så forventningsfulde til og håbede på at det var til dem, men det var til landsbydysten i første omgang. De fire landsbyer skulle dyste i et nyt og noget anderledes boldspil. Med en kæmpegymnastikbold, som skulle skydes over håndboldmålet, gik den vilde jagt gennem skummet for at vinde den fantastiske vandrepokal, som er nyindkøbt og som skal følge det vindende hold indtil næste års dyst. Træden løb af med sejren, men det fortælles, at det kun skyldes dommerens mangel på koncentration, da han havde svært ved at abstrahere fra nogle Trædenspilleres yndige former, som ikke sad alt for godt fast. Det var nogle synlige stolte spillere fra Træden, som modtog pokalen og ikke lod den være ude af syne resten af aftenen.
Kl. 17.00 fandt tordenbygerne vej ind over stadion og teltene, men det gjorde intet, for der var alle taget hjem for at skifte tøj på børnene, som boltrede sig i skummet efter landsbydysten og blev dejligt fedtet ind.
18.00 gjorde svinet, sponseret af Jens Bjerre, sin entré, mør og velstegt af Sven Erik Lund og fortæret af ca. 140 sultne deltagere, suppleret af et dejligt salatbord fra det muntre pigekøkken og akkompagneret af Tue Dich på keyboard, som spillede til desserten og fællessang, da maden var spist. Det var en rigtig hyggelig aften og undertegnede takker for fødselssangen, blomsterne og skumbadet tidligere på dagen. Ved solnedgang sluttede aftenen i et smukt rødt skær, som et stort festfyrværkeri ikke kunne have gjort bedre. Det var de højere magters blåstempling af arrangementet.

Hans Jørgen Buur